Jeg havde egentlig en fin kladde liggende klar til udgivelse om emnet: “troldungen og trapper”, men her til aften var der højspændt drama, som gav det spørgsmål, jeg ville have rejst, et helt klart svar.
Dilemmaet var, at trolden i weekenden lærte sig at kravle helt op til de øverste trin på trappen til husets første sal. Så længe hun har befundet sig på første og andet trin, har hun fint kunnet kravle ned ved egen hjælp med numsen først. Men siden hun fandt på at kravle helt op, har hun syntes, at det var nemmere blot at vende sig om og tage et skridt frem - hvorefter hendes forældre så har snatch’et hende og forsøgt at træne “numsen først”-nedgangen. Men jeg kunne ikke helt lure om grunden til, at hun bare vendte sig om, var fordi hun jo vidste, at vi var lige bag hende, og at hvis hun blot fik lov at gøre det alene, ville hun vende tilbage til den allerede indøvede kravle-manøvre.
Og her vender vi så tilbage til aftenens drama:
Manden er afsted til et møde, så vi to tøser har kun hinanden at underholde os med. Det er også gået fint, og vi har netop spist aftensmad. Troldungen har som sædvanlig afsluttet måltidet hurtigere end undertegnede, så hun får lov at rende og lege, mens jeg spiser færdig. Jeg har netop hentet en bog, da jeg hører en mærkelig lyd. I et meget langstrakt sekund går det op for mig, at det er lyden af troldungens krop mod trappens trin. Bump, bump, bump, klask, forfærdelig laaaaaang pause, VRÆL! Jeg styrter ud i gangen og ser hende ligge fladt på ryggen. Først tænker jeg: “pyha, ingen skrammer”, men da jeg løfter hende, ser jeg blodet pible frem fra en forfærdelig dyb flænge over det ene øje.
Jeg går i panik og fiser rundt i huset, mens jeg forgæves forsøger at huske, hvad i alverden man skal gøre i sådan en situation. Jeg står med en rulle toiletpapir i hånden, da det slår mig: “Våd, kold klud. Standse blødningen, jeg må.” (af en eller anden grund tænker jeg Yoda’sk, når jeg panikker.) Så på med en våd, kold klud (den beskidte køkkenklud, for Yoda-visdommen rækker åbenbart ikke til at tage en ren fra skuffen), og så ellers fise rundt i huset med skrigende troldunge på armen for at finde et nummer til vagtlægen. Men skal hun overhovedet til vagtlægen? Eller skadestuen? Hvad er kriterierne for det? Og hvordan skal vi komme det, når jeg ikke har en bil hjemme? Og hvor er det skide nummer?
Til sidst griber jeg efter den eneste løsning, jeg har, når panikken har overtaget totalt: jeg ringer til min mor. Det er hendes læge-kæreste, der tager telefonen, og inden jeg får bedt om min mor, begynder jeg grædende at redegøre for troldens styrt. “Vi kommer med det samme.” lyder meldingen, og jeg takker hulkende, mens panikken langsomt siver ud. Læge-kæreste vil tage plaster med, læge-kæreste vil vide hvad der skal gøres, og min mor kommer for at holde om mig.
Da de endelig når frem, er trolden pacificeret med en Bamse og Kylling dvd, og blødningen er aftaget en hel del. Jeg gennemtrumfer med jævne mellemrum og på trods af store protester stadig at lægge en våd, kold klud på stedet. Læge-kæresten undersøger trolden, som er mægtig glad for at se bedsterne og charmer løs, som om intet var hændt. “Næh, hjernerystelse er det ikke.” konkluderer læge-kæreste, hvorefter et par plastre sættes på, og trolden går fluks ud til trappen, men nu efterfulgt af en mor med nervøse ticks.
Hvad kan man så lære af aftenens store drama:
1. Troldungen skal enten trænes mere i at kravle på trapper, eller også skal vi hurtigst muligt have købt endnu et trappegitter. Jeg stemmer for det sidste!
2. Det er en god idé at have vagtlægens tlf. nr. på køleskabet - også selvom det er kodet ind på telefonen, for det er ikke sikkert, at man kan huske den detalje, når man er gået i panik.
3. I en alder af 28 år er min mor stadig den første, jeg vil ringe til, når jeg står i en situation, jeg ikke kan klare. Gad vide om trolden vil ringe til mig om 28 år? Det håber jeg, for nu ved jeg jo, hvad der skal gøres. 
