Cookie- og privatlivspolitikVi har netop haft besøg af sundhedsplejersken til et to-måneders efterfødselsreaktions-tjek på Manden og mig. Jeg scorede relativt højt i spørgeskema-testen, men da vi snakkede det igennem bagefter, handlede det ikke så meget om mit forhold til fødslen eller mine børn, som mit forhold til det at være på barsel. Jeg kan åbenbart ikke finde ud af det.
Sidste gang kedede jeg mig bravt og følte mig ufatteligt ensom og understimuleret ved bare at tøffe rundt herhjemme. Denne gang går jeg til efterfødselsgymnastik og mødregruppe en gang om ugen, plus at en god veninde fra min gamle mødregruppe også er på barsel, og vi er nødt til at ses ugentligt for ikke at få abstinenser. Derudover kender jeg faktisk mange andre, der også er på barsel, og som jeg gerne vil bruge tid på. Desuden er der den daglige mølle med afhentning af Troldetøsen, aftensmadstilberedning og putning, samt de øvrige hverdagssysler med rengøring, indkøb og vasketøjet.
Weekenderne har siden september været booket med barselsbesøg og andet halløj, og i november og december render vi til fødselsdage hos næsten hele Mandens familie, foruden julefrokoster og andre højtidsbetingede traditioner.
I går aftes var jeg nødt til at tage mig en tudetur, fordi det i virkeligheden er alt, alt for meget for mig, men jeg vil det hele og kan hverken sige nej eller vælge fra.
Oven i det hele savner jeg Manden. Rumpenissen har i en periode lagt sig til at sove mellem 20 og 21, og det har givet os en times tid sammen hver aften, men nu har Rumpen flyttet det til at falde i søvn mellem 21 og 22, og han har valgt at bruge den ekstra time på at græde lidt mere. Det betyder, at vi ikke har særlig meget tid sammen, bare Manden og mig, og jeg mangler det i dén grad! Jeg har nemlig opdaget, at mit kærlighedssprog er “tid til hinanden”, så når vi ikke får tid og ro til at være sammen og snakke sammen, kan jeg nemt komme til at føle mig uelsket.
Derfor har vi nu besluttet, at vi skal udnytte, at Rumpenissen er delvist flaskebarn til at få ham (og Troldetøsen) passet, så vi kan få noget voksen-tid i det mindste bare en gang om måneden eller noget i den stil. Så kan jeg måske også låne lidt af Mandens kølige overblik til at øve mig i at se, hvor meget lidt jeg egentlig kan overkomme, så jeg ikke ender med at få stress af at være på barsel.
Det lyder godt at få ham passet. Indtil starutten var 4-5 måneder var hun vågen fra klokken 16 til efter midnat. Det var edderbankeme hårdt, og da hun nægtede at tage flaske, var pasning udelukket.
Nyd at I har muligheden for en dejlig aften sammen!
Med hensyn til de mange arrangementer du får lavet, kan jeg anbefale at holde hjemmedag om mandagen. Det er fantastisk ovenpå en weekend med gæster og besøg hos andre. Det føles lidt som weekend og så kan man nå at glæde sig til at være social igen.
Og så skal alle dem der siger, at man skal nyde barslen bare holde kæft. Det er jo skidesvært mens det står på - og så savner man det alligevel lidt bagefter.
Synes også, det lyder som om, at pasning af og til er en god idé. Og så at drosle ned på alle de der aftaler, du får lavet i løbet af dagene. Selv om jeg udmærket godt ved, at det er lettere sagt end gjort. Jeg kæmper stadig med helt at forstå, at jeg bare ikke overkommer det samme i denne her barsel (altså på den sociale front), som jeg gjorde i den første barsel, hvor jeg på det nærmeste hungrede efter selskab. Nu synes jeg, at jeg har travlt, hvis jeg har bare en enkelt kaffeaftale, inden jeg skal hente Øglen, og det har jeg (desværre) typisk hver dag - af længere eller kortere varighed.
Det ER svært, når man gerne vil det hele, men bare ikke magter det. Men man skal nok bare lige huske at tage med i betragtningen, at afhentning af afkom jo også er en form for aktivitet, som (i hvert fald herhjemme) ofter tager en time - hvis ikke mere.
Hm… Det skal åbenbart ikke være så ligetil. Men hvis du finder opskriften på, hvordan man drosler det sociale lidt ned, så sig lige til, ikke?!
PS: Spørgeskema? Sådan et bruger de ikke her i Kbh, lader det til. Jeg har i hvert fald ikke skullet svare på noget…
Jeg kender det (uden sammenligning i øvrigt), det der med at det er røveren sygt at sidde hjemme og glo, men samtidig er der bare heller ikke rigtigt overskud til noget, og det nægter ens hjerne at fatte. Uanset situation så er den dårlige samvittighed der, og følelsen af (og lysten til) at man skal kunne det hele. Selvom vores barsel er helt grundlæggende forskellig så kan jeg bare så godt genkende det du skriver - og jeg føler næsten konstant at jeg svigter et eller andet sted, ligemeget hvad.
Jeg gad virkelig godt finde den der knap der gjorde at man havde det ok med at sige/vælge fra.
Nårghh….det er sådan jeg har det. Skidemange tak. Du får lige sat de ord på, der bare svæver indeni uden at komme ud i meningsfyldte sætninger. Tak.
Skal vist lige have mig en snak med min mand og mig selv….
Øhhh og god idé i øvrigt. Det der med at få noget kærestetid.
Kærestetid holder! Og det gør altså underværker. Hvor godt at du selv kunne se lidt af løsningen på det hele… I min 2. barsel gik meget af tiden med at gå op og ned af gulvet med skrigende baby, så alene det med at hente/bringe den store, var noget faderen for det meste måtte klare (trods at børnehaven lå meget tæt på, hvor vi boede).
@Mille: God idé med fridag om mandagen. Det vil jeg prøve at praktisere - medmindre jeg selvfølgelig får en invitation til et eller andet spændende
@Øglemor: Ja, det er præcis! sådan jeg har det. Det er jo i princippet rigeligt aktivitet at skulle hente førstefødte, men jeg er nok også bare bange for at gå glip af noget. Mht. spørgeskema, så troede jeg, at det var landsdækkende med en efterfødselsreaktions-samtale. Her holder de den, når barnet er ca. to måneder, og så skulle man udfylde et spørgeskema om alt muligt forskelligt, for at sundhedsplejersken kan se, om der er noget at være særlig opmærksom på. Det kunne jeg virkelig godt have brugt sidste gang.
@Konen: Du må sammenligne dig alt det du vil
for det er da noget, man ikke behøver at være på barsel for at kæmpe med. Og den der dårlige samvittighed, fordi man altid svigter et eller andet, den er altså rædselsfuld. Hvis du finder den der knap, så sig til!
@Louise: Jamen velbekomme. Fik I snakket sammen, dig og din mand?
@Birgitte: Vi har faktisk i mange, mange år planlagt en ugentlig kæreste-aften for et halvt år ad gangen, men det er ligesom gået fløjten efter Rumpenissens ankomst. Jeg håber, at vi kan finde en passende pasnings-ordning, så vi kan få startet den tradition op igen, selvom det nok ikke bliver ugentligt lige med det samme.