Cookie- og privatlivspolitikI denne weekend har jeg på afstand set to forskellige mødres forhold til deres voksne sønner. Den ene kom ofte uanmeldt på besøg og boede, nogle gange en hel uge, på sin 25-årige søns kollegieværelse - og hverken moderen eller sønnen kunne se noget specielt ved den ordning. Den anden mor måtte ty til omveje og fjernere familiemedlemmer for at høre, hvordan det gik med hendes 40-årige søn, hvis kone er uhelbredeligt syg af kræft, fordi han ikke tager telefonen, når hun ringer.
Så i denne weekend har jeg krammet mine unger lidt ekstra meget og forsøgt at forestille mig, at de en dag skal flytte hjemmefra, mens jeg spekulerer som en gal på, hvordan man får et sundt forhold til sine børn? Hvordan finder man ud af at vokse med dem, så man ikke fastholder dem i en alder, de engang har haft? Og hvordan kan man alligevel få lov at være en del af deres liv, når de ikke længere er afhængig af én?
Jeg må kramme, mens jeg kan!
Det kort vil jeg gerne have en kopi af, hvis du finder det.
Det er noget jeg jævnligt tænker over. Jeg ved godt, at jeg ikke bliver den super fortrolige voksen i mine børns liv, - og det er jeg heller ikke sikker på, at jeg skal være. Men jeg vil gerne være til stede på en nærværende måde. De skal vide, at de altid kan komme til mig og regne med mig.
Men hvordan kan man være sikker på, at vi får et godt forhold til hinanden. I princippet kan de jo vokse op og tænke, at jeg er en frygtelig forældre og lige så snart de kan komme til det så vil de bare væk og aldrig se tilbage.
Det med at vokse med dem, synes jeg kommer af sig selv - for der bliver stillet andre krav til dem og til os. Det er alt det midt imellem, der skræmmer mig. Er jeg rummende nok, anerkendende nok, kan jeg finde balancen uden at overskride den?
Åh, dit indlæg sætter alt i gang i mig.
[...] det vi ikke kan vide med sikkerhed eller tage højde for. Gravid-graHVAD skriver om det. Det med den gyldne mellemvej og som hende spekulerer jeg også på, hvordan man finder frem til [...]
Som forælder til lidt større børn (6 og 10 år) vil jeg sige, at den opgave bestemt ikke bliver mindre, jo ældre de bliver. Men jeg tror på, at et godt ‘fundament’ er vejen frem.
Desværre siger erfaringen mig også, at når man er mor til sønner og der på et tidspunkt kommer en svigerdatter ind over (og eventuelle børnebørn), kan det være svært at bibeholde et tæt forhold.
Jeg håber på det bedste for mig og mine sønner, men kan også godt mærke, at jo ældre de bliver, jo mere trækker de sig væk.
*pyyyyhhhh*….. jeg synes det er svært at klare tanken om at skulle aflevere ham i vuggestuen snart
Tror bare man må gøre sit bedste, kramme og knuselske sine børn mens man kan, og vise det gode eksempel i sin egen opførsel. Vise sine børn hvor dejligt det er at have familie, og bruge tid sammen. Og at man altid vil være der, uanset hvad der sker.
@Frederikke: Hvor er jeg altså glad for, at du kan genkende tankerne! Det er også noget der i perioder fylder meget hos mig. Også tak for dine tanker i dit eget indlæg om bekymringerne. Selvom det ikke løser noget, er det alligevel rart at vide, at man ikke er den eneste mor, som tænker på sådan noget.
@Birgitte: Jeg kender nu flere som har haft et langt tættere forhold til farfar/farmor end morfar/mormor, så der er heldigvis ikke noget der er givet, uanset om man har drenge eller piger.
@Line: Ja, jeg håber også, at det vil være nok. Men det er jo ikke til at vide, og jeg er også forfærdelig bange for at blive for omklamrende.